Næstved badmintons historie
NIF stiftes
Næstved Idræts Forening blev startet 5. marts 1939 som en sammenlægning af Næstved Idræts Klub og Næstved Boldklub. Der var følgende idrætsgrene fra starten: fodbold, cricket, gymnastik og håndbold. Den 28. oktober 1942 kom badminton med på programmet, og afdelingens første formand hed Ejler Andersen.
Klubben fik spilletid på Lindebjergskolen og Kildemarksskolen og meldte sig straks ind i Sjællands Badminton Kreds. I holdturneringen havde klubben ikke den store succes, men i turneringen for ikke halejende klubber blev Preben Linde mester i herresingle A-rækken i 1946. Esther Seerup og Erik Lapain vandt mixdouble i B-rækken.
I 1957 gik holdet ubesejret gennem den sjællandske 2. division og blev sjællandsmester ved at slå Glostrup med 9-4. Dermed var oprykning til 1. division en kendsgerning.
I 1960 bliver Næstved Hallen en realitet, og dette skaber helt nye muligheder for klubben. Man indledte f.eks. et samarbejde med den tyske klub Hamburg, og det blev til stor glæde for begge klubber. I Hamburg havde man på dette tidspunkt kun gymnastiksale at spille i (nogle dog med 2 baner), så det var lidt andre betingelser end i dag.
Op gennem 1970’erne spiller holdet i serierne, men i 1972 kan nævnes, at NIF vandt landsmesterskabet for hold indenfor DGI.
Så ta’r det for alvor fart
Først i 1982 begynder det for alvor at tage fart. I 1982 vinder NIF suverænt serie 4. Fra den kommende sæson kommer der en kanontræner til klubben, nemlig Heinrich Olsen, som gennem de sidste 10 år havde været fast mand på divisionshold – senest Køges 2. divisionshold. Med ham ved roret rykker holdet op gennem rækkerne, og i 1987 er vi for første gang i Sjællandsserien.
Det bliver dog kun en enkelt sæson i Sjællandsserien, og efter et par sæsoner i serie 1 og 2 kommer vi igen i 1993 tilbage til Sjællandsserien. Det er først Johnny Hansen (nu Askevig) og senere Lars Tindholt, som får holdet på rette køl igen.
I 1994 rykker NIF for første gang op i Danmarksserien, og det er nu med træner Anders Nielsen ved roret. Her lykkedes det holdet at bide sig fast (med træner Stiig Wæver), og efter 3 meget tætte forsøg på oprykning (glipper i sidste kamp hver gang) lykkes det endelig i 2001 at rykke op i 3. division. Det er her trænerne Henrik Tingleff og Michael Hansen, som styrer tropperne.
Grunden til oprykningen skal nok ses i lyset af, at Næstved og Herlufsholm har indledt et holdfællesskab på seniorsiden, således at truppen bliver bredere. Spillerne har stor glæde af holdfællesskabet, da det er meget motiverende at spille i Næstved Hallen med 50 andre spillere. Der laves et koordinationsudvalg, som består af 2 ledere fra begge klubber og de løser de opgaver og problemer, som opstår i holdfællesskabet. Der er altså ikke tale om en egentlig fusion mellem de to klubber.
Johnny Askevig kommer tilbage til klubben, men må desværre stoppe midt i sæsonen pga. arbejde. Preben Nørgaard kan fuldføre Johnnys arbejde ved at sende holdet i oprykningsspillet til 2. division. Holdet rykker dog ikke op, men det var heller ikke målet efter denne sæson. Det er dog flot at holdet kan bevare sin plads i 3. division.
I sæsonen 2002-03 mister vi nogle spillere pga. arbejde i udlandet og uddannelse i København. Det betyder, at holdet kommer i nedrykningsspillet, og desværre må en tur i Danmarksserien. Det er nu ikke verdens undergang – selvom det selvfølgelig er ærgerligt at rykke ud – men vi får chancen for at bygge et nyt ungt hold op.
Efter afslutningen på sæsonen 2002-03 meddeler Herlufsholm Badminton, at de af økonomiske årsager ikke længere ønsker at samarbejde med os. Vi stopper dermed samarbejdet og deler seniorholdene imellem os. Førsteholdet i Danmarksserien og tredieholdet i serie 2 tilfalder NIF, mens andetholdet i Sjællandsserien og fjerdeholdet i serie 5 tilfalder HG. Selvom vi nu er alene på banen ser vi positivt på fremtiden pga. en blomstrende ungdomsafdeling.
I sæsonen 2003-04 går det ikke så godt i Danmarksserien. Førsteholdet taber alle kampe i grundspillet og kommer dermed i nedrykningsslutspillet. Selvom sæsonen ikke er afsluttet endnu, så må erkende, at vi til næste sæson skal spille i Sjællandsserien. Andetholdet klarer sandsynligvis skærene i serie 2. Selvom det bliver til nedrykning i år er vi stadig optimister, da vi til næste år kan gøre brug af de mange talentfulde U15 spillere, som rykker op i U17. De unge spillere, som i år har spillet i Danmarksserien har også “fået mere hår på brystet” og står bedre rustet til den kommende sæson.
I sæsonen 2004-05 klarede begge hold skærene i Sjællandsserien og serie 2. Vi må erkende, at vi får et par år uden de store oprykninger – indtil de unge spillere har fået den rutine der skal til for at gøre sig gældende i seniorrækkerne.
I sæsonen 2005-06 fortsatte nedturen rent resultatmæssigt, idet førsteholdet rykkede ned i serie 1. Men vi var heldige, at der blev en plads ledig, så vi kunne blive i Sjællandsserien. Andetholdet blev i serie 2. Vi er meget fortrøstningsfulde til den kommende sæson, idet vi får tilgang af gode spillere.
Og denne forventning til sæsonen 2006-07 kom til at holde stik. Der var en rigtig god stemning til træning, hvor godt 30 spillere var til træning. Der blev gået til den og kæmpet om de 20 pladser på 1. og 2. holdet. Det endte med , at førsteholdet rykkede op i Danmarksserien og andetholdet blev i serie 2. Til den kommende sæson satser vi endnu mere og tilmelder et trediehold i serie 4, da vi får yderligere tilgang af spillere.
Sæsonen 2007-08 gik rigtigt godt. Førsteholdet kom i oprykningsspillet til 3. division, hvilket var vores mål fra starten af sæsonen. Holdet rykkede dog ikke op. Andetholdet rykkede endelig op i serie 1 og tredieholdet klarede sig rigtigt godt og kom også i oprykningsspillet uden at rykke op. Alt i alt en rigtig god sæson. Desværre sluttede sæsonen ikke så godt, idet flere af vores største talenter valgte at skifte til andre højere rangerende klubber for at prøve talentet af. Ærgerligt, når vi nu endelig havde tegning til noget stort. Vi ser dog fremad og er sikre på, at de resterende spillere i klubben nok skal klare skærene.
Vi har valgt til sæsonen 2008-09 at trække førsteholdet i Danmarksserien. Vi har desværre oplevet at blive kvalt i vores egen succes. De største talenter fik tilbud fra andre klubber, som vi ikke kunne hamle op med. Nogle af de øvrige spillere valgte at følge trop og det gav en negativ spiral så også sekundære spillere valgte at stoppe. Vi er nu 20-25 spillere som kommer til træning og synes det er sjovt at spille. Vi har 2 gode trænere som er meget inspirerende og engagerede, så nu skal vi se fremad. Det går op og ned i alle klubber, så vi skal nok komme op igen. Der er også talent i flere af de unge spillere – de skal bare have noget mere erfaring, så kan de også begå sig på seniorplan.
Det gik faktisk over alt forventning i sæsonen 2008-09. Vi kom i oprykningsspillet i serie 1. Mange af spillerne voksede gevaldigt af at skulle spille på førsteholdet. Vi har fået tilbudt en plads i Sjællandsserien, således at vi i den kommende sæson spiller i både Sjællandsserien og serie 1. Vi fortsætter med Kim Bender som cheftræner og Jens Due som assisterende træner – et godt makkerpar med engagement i klubben og spillerne.
Efter 3 sæsoner med Kim Bender som cheftræner blev Thomas Hyldelund go Simon Kamper ansat som trænere til sæsonen 2011-12. De træner seniorer og alle ungdomshold. De overtog et Sjællandsseriehold og serie 3 (andetholdet). Andetholdet var meget tæt på oprykning, men det glippede, mens førsteholdet vandt puljen og kom i oprykningsspillet. Her sluttede vi sæsonen på fineste måde og rykkede op i Danmarksserien.
Ungdomsarbejdet fungerer
Fremgangen i seniorafdelingen havde aldrig fundet sted, hvis man ikke havde satset mere og mere på ungdomsspillerne. Tilbage i 1970’erne var der to ungdomstræningshold, og man kunne kun starte til badminton, hvis man havde en makker med. Denne regel er heldigvis væk nu, og der er langt flere ungdomshold.
Siden midten af 1990’erne er ungdomsafdelingen blevet udbygget betragteligt med mange aktiviteter og gode trænere. Det har båret frugt, idet vi i dag kan præstere flere Elite-række og Mester-række spillere.
I sæsonen 2002-03 er vi oppe på 6 eliterækkespillere og flere talenter er på vej.
I sæsonen 2003-04 har vi fået et par spillere fra omegnsklubberne og både dem og egne spillere er gået meget frem. Vi kan på nuværende tidspunkt mønstre 8 eliterækkespillere og flere Mester- og A-rækkespillere. Satsningen på ungdomsafdelingen ser efterhånden ud til at bære frugt. Line Poulsen blev dobbelt Danmarksmester i U13 E rækken i single og mix – en meget flot præstation. Thomas Hyldelund blev i U15 E udtaget til Europamesterskaberne, hvor han sammen med resten af holdet fik bronze i holdkampen. Også en flot præstation.
Fremgangen i ungdomsafdelingen fortsætter i sæsonen 2004-05. Der er flere spillere, som gør sig flot bemærket. F.eks. Mette Poulsen, Line Poulsen, Louise Hansen, Simon Ølund, Thomas Hyldelund, Johanne Bangshøj og Niclas Nøhr, som bliver Årets spiller.
I sæsonen 2005-06 opnås de flotteste resultater i ungdomsafdelingens historie. Det bliver til 8 medaljer ved DM for Eliterækkespillere. Specielt Mette Poulsens tredobbelte mesterskab i U13 var flot, men selvfølgelig også Line Poulsen, Thomas Hyldelund og Niclas Nøhrs medaljer er flotte. Herudover leverede Niclas er meget, meget flot resultat ved EM for U15 spillere, idet han fik 2 guldmedaljer – den ene individuelt og den anden for hold, hvor Line Poulsen også deltog.
I sæsonen 2006-07 har vi vundet mange stævner lige fra D-rækken til Eliterækken. Mette Poulsen fortsætter sine gode resultater og er netop udtaget til Europamesterskaberne for U15 spillere.
Sæsonen 2007-08 blev et rigtigt godt ungdomsår, hvor Mette Poulsen blev 4-dobbelt Europamester og 3-dobbelt Danmarksmester. Niclas Nøhr fik også et Danmarksmesterskab. Desværre blev det også året hvor de begge valgte at skifte til højere rangerende klubber.
2008-09 blev uden de store internationale mesterskaber – til gengæld har der aldrig været så mange spillere ude til turneringer fra Næstved Badminton. De mange spillere gjorde det rigtigt godt og vandt mange turneringer. Generelt stor fremgang blandt alle spillerne på ungdomsturneringsholdet.